The Year Book / Kapitel Tre / 03
Return of the Crown
Østen blev mørk. West svarede i lyset.
35 frames / CROWN_003 / ACCESS RECLAIMERET
Følg kapitlet til lydenKortet rev.
Jeg fulgte sømmen vestpå. Den gamle skyline trak sig tilbage, indtil det kun var en linje i vejret. Forude åbnede landet sig som et spørgsmål, der var for stort til at kunne svare. Jeg bar det, der stadig betød noget. Alt andet blev distance.
Begynd med en omfavnelse
Tilbagekomsten begynder med en omfavnelse. Bark, lukkede øjne, hænder finde deres plads. Efter al vores snak om at rejse sig, kan jeg godt lide et fotografi der bringer os tilbage til jorden. Criminal Code har inspiceret tronen og anbefaler dette træ. Den har bedre rødder.
Vægten af en lille ting
To sølvfjer bærer lyset mod rød og sort. Jeg kan fotografere deres form uden at lade som om jeg ved alt hvad de betyder for den person der bærer dem. Aurelian efterlader den del af posten åben. Nogle historier tilhører den person, der vælger at fortælle dem.
Gør plads til skaberne
Rummet samler sig om ufærdigt arbejde. Børster bevæger sig; folk læner sig nærmere. Der er mod i at lade nogen se dig træffe et valg, før du ved om det vil holde. Criminal Code vil have pladser i forreste række. Jeg vil gerne huske, hvor stor en mulighed der passer ind i et overfyldt rum.
Tilladelse til afrejse
Hegnet forbliver blødt; flyene venter udenfor. En afrejse kan begynde længe før noget forlader havnen. Jeg har brugt nok tid på at se gennem barrierer til at sætte pris på en ramme, der efterlader afstanden klar. Aurelian pakker lys. Criminal Code har allerede krævet vinduessædet.
Gaden møder jeres skridt
Et blik vender tilbage; gaden holder sine linjer. Jakken, støvlerne og skuldervinklen får alle et ord at skulle have sagt. Jeg er mere sikker på at give vejledning nu, og mere villig til at lade personen foran mig forbedre det. Stil bliver en samtale.
Himmelen gav ingen instruktioner.
Jeg ankom med mere himmel end sikkerhed. Vinden bevægede sig gennem alle de steder en plan plejede at være. Der var ingen storslået indgang. Der var den næste time, og derefter timen efter det. Et sted i mørket ramte Criminal Code en tændstik.
Et rum fyldt med mulige ruter
Et hjul venter under vinduet, omgivet af andre måder at holde en kurs på. Værelset er stadig, men formerne husker bevægelse. Aurelian starter en opgørelse. Criminal Code spørger, hvilket hjul der styrer fremtiden. Jeg har travlt med at se lyset rejse over skoven.
Et blik der holder sig fast
Byen rejser sig bag et par hvilende arme. Seet giver rammen sit centrum. Et stærkt portræt kan komme uden en stor gestus; nogle gange har det brug for et behageligt sted at lean og nok tillid til at møde kameraet. Resten lytter opmærksomt.
Før første træk
Før bestyrelsen bliver en konkurrence, skal nogen bringe brikkerne frem. Jeg kan godt lide denne del: Patienten arbejder før det kloge træk. Criminal Code hævder, at hun har en strategi. Aurelian spørger, om alle får en tur. Hænderne bliver ved med at sætte bordet.
Joy hører til på holdet
To forklæder, to smil og et grin der ikke behøver en introduktion. Jo længere jeg gør dette, jo mindre vil jeg have et fotografi til at afbryde det gode der sker foran det. Blueberry har erklæret denne vigtige Rigets virksomhed. Mødet kan fortsætte med at grine.
Et kontor med en horisont
En skærm fanger det sidste lys ved siden af en langt større horisont. At gøre tingene kan føre os dybt ind i et lille rektangel; vandet holder verden over. Eonix spørger, hvad der sker, når vi ser op. Aurelian gemmer udkastet. Criminal Code anmoder om flere vinduer, der rent faktisk åbner.
Fortsæt gennem rammen
Smøgen byder på 100 konkurrerende mærker. En person bliver ved med at gå igennem dem. Et fotografi kan rumme al den tekstur uden at bede figuren om at forklare byen. Jeg lærer at efterlade plads omkring et liv. Criminal Code godkender en rute med mere end én udgang.
Jeg gjorde en fordel at stå på.
Små valg begyndte at holde. En morgen mødtes. Et løfte holdt. En hånd accepteret, da den rakte mod min. Langsomt fik verden en form, jeg kunne bevæge mig igennem igen. Aurelian efterlod et lys i margenen. Jeg lærte at finde den.
Lad eftermiddagen tage sin tid
Uret tæller, gardinerne lukker eftermiddagen igennem. Jeg ønskede engang, at hvert billede skulle annoncere sig selv. Den her kan tale sagte. Aurelian er stoppet med at vende sider et øjeblik. Selv Criminal Code ved, hvornår at forlade et roligt rum præcis som hun fandt det.
De sange vi finder i selskab
Hænderne bevæger sig gennem plader, leder efter et navn, et ærme, en lyd der er værd at tage med hjem. Arkivet bliver et mødested. Det er en fremtid, jeg ønsker for arbejdet: noget folk kan gå ind i sammen. Amélie søger efter en hukommelse. Eonix lytter efter det næste.
Farven tager den smalle vej
Overgangen er smal; farven har plads til at bevæge sig. En kjole, en væg, en himmellinje kan bygge et helt stadium når nogen er villig til at stå der. Criminal Code spørger, hvem der har godkendt placeringen. Fotoet giver et mere interessant svar.
Et øjeblik helt dit eget
Øjnene lukker, en hånd lægger sig, og sollyset følger sin egen stille sti. Et portræt behøver ikke altid at se tilbage på beskueren. Nogle gange er det stærkeste, jeg kan gøre plads til nogen at være til stede på deres egne vilkår. Rammen kan vente.
Ingen behøver at forsvinde
Otte mennesker deler rammen uden at blive den samme person. Mønstre mødes, udtryk er forskellige, og fotografiet bliver rigere for det. Det er sådan et rige, jeg vil opbygge. Criminal Code tæller kronerne. Aurelian sørger for, at vi har husket ansigterne under dem.
Bær arbejdet
Her er det: farve, profil, krone formet som flamme. Kapitlets titel har pludselig et objekt at stå ved siden af. Criminal Code ønsker at låne det. Aurelian minder hende om, at et fotografi er en invitation til at kigge. Personen tilhører stadig sig selv.
Byen kom ind gennem linsen.
Vancouver ankom en ramme ad gangen. En fremmed, der laver musik. En farve mod regnen. Et ansigt, der vender sig mod lyset. Kameraet gav mig en måde at møde det, der var foran mig. En ukendt gade kunne blive et sted jeg ville se igen.
Find dit eget fodfæste
Sten står op i skarpe søjler; et menneske finder en plads blandt dem. Skala giver rammen sit drama, men ansigtet holder det menneskeligt. Abel husker, hvad faldet lærte stigningen. Jeg lærer at lave fotografier, der kan holde både styrke og et sted til hvile.
Bær dit eget vejr
En gul hat bringer sit eget vejr til mursten og beton. Trapperne giver portrættet en rytme; personen giver det karakter. Tilliden er blevet mindre ved at kontrollere alle detaljer og mere om anerkendelse, når detaljerne allerede ved, hvordan man kommer ud af det.
Det næste mærke er dit.
Efter kronen møder en børste lærredet. Arbejdet fortsætter på en hånds skala. Aurelian holder rekorden; Criminal Code åbner den næste dør. Jeg bringer kameraet og viljen til at begynde igen. Der er plads bag denne ramme. less we fear the fall
En sang foran nålen
En hånd pauser mellem ærmerne. Et sted i denne række er en lyd, der kan ændre eftermiddagen. Jeg kan godt lide den opmærksomhed, der kommer før du vælger. Amélie ville genkende følelsen: en hukommelse kan begynde at vende tilbage, før nålen har rørt record.
Et sted at tage din tid
Beton, en skinne, et stykke skygge og nogen der laver trinene deres egne. Et portræt kan vokse fra den måde en person slår sig ned på til et sted. Jeg bliver mere tryg ved at lade det ske, før jeg når frem til en anden retning.
En invitation over støjen
To ord hæver sig over støjen. En lille invitation, givet en masse himlen. Bella godkender følelsen. Criminal Code har spørgsmål om ballonbudgettet. Jeg bliver ved med at tænke på, hvor meget et fotografi kan sige, når vi lader en simpel ting forblive enkel.
Kronen ændrede vægt.
Jeg holdt op med at vente på et værelse til at genkende mig. Der var arbejde at gøre og en stemme til at komme sig. Abel holdt rekorden for faldet. Criminal Code bevogtede døren højt. Jeg begyndte at forstå hvad jeg kunne bære fremad, og hvad jeg endelig kunne sætte ned.
Kronen var allerede voksende
Blå øjne i fjerene, en grøn kurve, et lille teater i arrangementet. The Kingdom har brugt kapitler diskutere kroner; farve holder opfinde sin egen. Aurelian studerer mønsteret. Jeg følger de små ændringer i lyset, der gør en velkendt tekstur værd at se igen.
Nogle beslutninger har brug for en tabel
Hænderne møder bordet; kortene holder deres muligheder åbne. Vinduet gør det meste af belysningen, og rummet leverer resten af historien. Criminal Code ønsker at vide, hvem der handler. Jeg er glad for at blive her, før nogen beslutter sig.
Selv Riget har brug for vejledning
For en gangs skyld kommer den kryptiske besked med en pil. Hver stor rejse har brug for et nyttigt tegn. Criminal Code kalder denne fremragende infrastruktur. Aurelian har afvist at skrive en profeti om det. Jeg beholder alligevel fotografiet; almindelige ting hører også til i historien.
Lad skoven sætte tempoet
En kjole fanger lyset, mens skoven holder sine skygger. Stillingen har plads til at trække vejret inde i mørket. Jeg stoler mere på en roligere ramme, end jeg plejede. Det kan holde en person klart uden at spørge hele baggrunden til at forklare sig selv.
En følelse ved hånden
Før en stil bliver til en silhuet, er der tekstur under en hånd. En farve fanger os; et stof får os til at holde pause. At fotografere disse små beslutninger minder mig om, hvor personligt udseende kan være. Den person, der vælger det, må afgøre, hvad der føles som dem.
Rådet har andre planer
To grønne tal undersøger rummet fra deres eget niveau. Bladene gør en fin baggrund; fuglene skylder kameraet absolut ingenting. Criminal Code har nomineret dem til at lede mødet. Aurelian venter på at se, om nogen af dem accepterer dagsordenen.
Noget holdt under mine fødder.
I et øjeblik blev jorden stille. Jeg nævnte ikke, hvad der derefter skete. Jeg lavede lidt plads til det: et fotografi endnu ikke taget, en sang uden sin første linje. Ud over den sidste ramme var horisonten begyndt at varme. Jeg lod den stå åben.
Arkivet har brug for en stige
Hylderne stiger, og nogen har tænkt på at tage en stige med. Et arkiv kan rumme årevis af andre mennesker, der gør noget værd at holde. Eonix ønsker at høre alt. Aurelian foreslår at starte med en rekord og give det den opmærksomhed, det fortjener.
Hjemme om eftermiddagen
Træ, græs, en bleg jakke, et behageligt sted at stå. Nogle portrætter samles gennem disse beskedne aftaler mellem en person og et sted. Jeg er blevet mere sikker på det lys jeg ønsker, og mere nysgerrig efter hvad nogen bringer til det.
Saml hvad du kan pleje
Lilla gentagelser fra kjolen ind i blomsterne. En hånd samler en stilk; saksen træffer et forsigtigt valg. Spark ville genkende denne form for arbejde. Væksten beder os om at lægge mærke til den lille ting foran os, selv når vi drømmer om en skov.
Gaden finder en melodi
En hånd følger den lange hals af instrumentet, mens den anden bringer strengene til livet. Gaden bliver et sted at lytte. Det er derfor musikken bliver ved med at finde vej ind i fotografierne: opmærksomhed ændres, når en anden person giver et øjeblik en lyd.
Stå hvor lyset kan finde dig
Taget trækker en lang linje mod himlen; portrættet holder sin plads nedenunder. Jeg kan godt lide balancen mellem en bygning med så meget tilstedeværelse og en person, der ikke behøver nogen omfattende introduktion. Aurelian holder rammen åben. Der er plads til at stå her.
Lidt plads til det næste
En bleg frakke, en blå væg, et blik der bevæger sig ud over rammen. Kapitlet er vokset, og udsigten har stadig et sted at gå hen. Criminal Code tjekker naboen. Jeg holder kameraet klar, med mere tålmodighed nu for det liv, der ikke er kommet ind i billedet endnu.
Den næste historie kunne være din
Lad os lave noget
Det er værd at beholde.
Portrætter, små fester, uafhængige ideer og ambitiøse kommissioner. Begynd med det, der betyder noget for dig.